Vennerne

Vennerne
Line er mor til Isabella og bor sammen med sin mand Christian. Line har bagt i mange år, så hvis man leder efter en udfordring på kager, skal man klart tjekke hendes opskrifter ud. Hendes næste mål er en perfekt fondant. Rikke er mor til Maya Mi og bor sammen med sin kæreste Jesper. Rikke havde aldrig bagt, før hun på barsel pludselig blev ramt af en ustyrlig trang. Hvis man er på udkig efter lækre, men nemme opskrifter, så er det stedet.

mandag den 19. oktober 2015

Delikat brownie med to slags nødder

En efterårs-eftermiddag er lig med sofahygge og en god kop te eller kaffe. Og man kan jo næsten ikke nå at sige 'varm drik', uden at der sniger sig en form for kage med i tankerne.

Med et par mislykkede, fedtfattige og 'ih åh så sunde' kager frisk i erindringen besluttede jeg mig i sidste uge for at gå all-in. Væk med Stevia, sødemidler, græsk yoghurt 0 % - og ind med masser af god chokolade og nødder. Behøver jeg sige, at min brownie blev himmelsk ?

Den var ovenikøbet så smagfuld, at jeg ikke havde det sædvanlige behov for at tømme hele fadet, så jeg frøs halvdelen ned og serverede den optøede kage for en veninde i går. Og den var lige så god som frisklavet !

Jeg har ladet mig inspirere af både Mette Blomsterbergs og Meyers brownies, men har tilladt mig at lave en fusion af de to - og resultatet blev lækkert og delikat, både for mund og øjne, da de to typer nødder er smukke i kagen. 




Brownie - Ca. 15 styks, alt efter hvordan man skærer. Den er intens i smagen, så et lille stykke er nok (yeah right - som om).

90 g valnøddekerner (gem de sidste ti gram i posen til pynt)
150 g mørk chokolade (jeg brugte 50g 70 % + 100 g 55% mørk - men det er smag og behag)
80 g smør
3 æg
80 g sukker
25 g hele pistaciekerner, usaltede (købte dem i Irma)
1 spsk kakaopulver (kan undlades)
¼ tsk. bagepulver
¼ tsk. havsalt
50 g hvedemel
Lille ovnfast fad ca. 15x25 cm

Sådan gør du:
Hak valnødderne groft, gem lidt til drys på brownien. Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad (gryde med vand og skål henover ved svag varme) med smør, eller i en lille gryde, hvis vandbad virker uoverskueligt. 

I en skål kommer du sukker og æg og pisker med en elpisker. Konsistensen skal være tyk æggesnaps, men endelig ikke for luftigt. Hæld det smeltede chokosmør ned i skålen til æggesnapsen og vend det forsigtigt. Nu tager du og sigter hvedemel ned i skålen med bagepulver, kakao og til sidst salt. Rør dejen. 
Tilsæt de hakkede valnødder samt de hele, usaltede pistaciekerner.

I dit lille ovnfaste fad lægger du bagepapir, der dækker bund og sider. Så tager du din brownie-masse og hælder den i fadet. Drys de sidste hakkede valnødder over som pynt. Lad kagen hvile ca. 30 min., mens du tænder ovnen. Bag den i 35-40 min. på 170 g. varmluft. 

OBS. Der skal stadig sidde en lillesmule dej på kniven, når du til sidst tester, om den er klar. 

Lad kagen køle af - og gerne til dagen efter, hvor den stadig er super god - måske endda bedre !  

Ifølge Claus Meyer holder brownies som disse 2-3 uger i køleskab. Så lang tid ville de dog aldrig kunne ligge uberørt hos os (er det overhovedet menneskeligt muligt ?!), men til gengæld smager de fantastisk optøet efter en tur i fryseren. 
En lækker detalje er både de hakkede valnødder samt hele pistaciekerner, der giver kagen et delikat touch. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar