Vennerne

Vennerne
Line er mor til Isabella og bor sammen med sin mand Christian. Line har bagt i mange år, så hvis man leder efter en udfordring på kager, skal man klart tjekke hendes opskrifter ud. Hendes næste mål er en perfekt fondant. Rikke er mor til Maya Mi og bor sammen med sin kæreste Jesper. Rikke havde aldrig bagt, før hun på barsel pludselig blev ramt af en ustyrlig trang. Hvis man er på udkig efter lækre, men nemme opskrifter, så er det stedet.

tirsdag den 15. december 2015

Smagfulde honningkagehjerter med masser af honning



Nu er der for alvor nedtælling til juleaften - og dermed carte blanche til en slutspurt udi sportsgrenen 'bage-amok'.

Inden man ser sig om, er folk trætte af at få serveret juleknas (ikke at man forstår det - pebernødder og jødekager kan da spises året rundt ?!), så det er med at få fyret julebagværket af, mens gæsterne stadig spiser dem med glæde og ikke pligtskyldig træthed. 

Og hvad er egentlig en rigtig julemåned uden julemusik, duftende honninghjerter i ovnen og højlydte babyer, der vil have opmærksomhed ? ;) Denne opskrift på honningkagehjerter har vi selv komponeret og har, i forhold til flere andre, skruet op for mængden af honning, da vi klart mener, at honning må være essensen af en god honningkage.
Nogle opskrifter på honningkagehjerter skal laves en måned forinden, hvorimod disse laves på dagen. Og de er meget velegnede til en værtindegave, da de kan holde sig i en uges tid i indpakning uden at blive kedelige. 


Opskriften giver ca. 50 honninghjerter lavet med en lille udstikker, så halver den, hvis det er for voldsomt. 

Opskrift: 

300 g. honning
150 g. brun farin
125 g. smør
2 æg
500 g. hvedemel
1 tsk stødte nelliker (brugte hele nelliker, der blev stødt i en morter)
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1/2 tsk bagepulver
1 tsk hjortetaksalt
1 tsk potaske (frivilligt)

Pynt: 200 g. smeltet chokolade eller hvid glasur (flormelis + vand)
Forskelligt festligt drys, sukkerperler, etc.

Sådan gør du: Tag en gryde og smelt farin, honning smør til en fast masse, der skal køle af bagefter. Pisk æg og krydderier ned i massen. Hæld (endnu bedre: sigt) mel og hjortetaksalt derned og rør det hele sammen, så det er godt mixet, evt. med røremaskine eller håndmixer - men dejen må dog ikke røres så grundigt, at den bliver for sej. Hvis dejen er for våd, så hæl mere hvedemel i. Nu skal dejen i køleskab 1-2 timer eller fryser 1/2. Derefter er dejen klar til at rulles ud på køkkenbordet i ca. 1 cm. 
tykkelse.






 Brug forskellige udstikkerforme til kagerne og læg dem på en plade med bagepapir. 


Vær opmærksom på, at de hæver meget, så de skal ligge spredt. Vi havde ca. 4 figurer pr. række. 




Bages i ca. 13-15 min., til de er gyldne og hårde. Afkøles lidt, derefter overtrækkes med smeltet chokolade og pynt. 





Den perfekte værtindegave i den søde juletid. Hjemmebagte honningkagehjerter.






lørdag den 28. november 2015

Sprøde, sunde og lækre grønkålschips i ovn - perfekt sund topping



Ja, det er en bageblog. Men for en gangs skyld gør vi en lille undtagelse og bringer en opskrift, der ikke har set skyggen af bage-relaterede ingredienser, andet end en ovn. 
Sprøde grønkålschips i ovn, der kan spises som en sund snack og fungerer perfekt som lækker sprød topping på alt fra nudler til salat og suppe.

Årsagen til denne undtagelse er min medblogger Lines stormende nyforelskelse i grønkål, som jeg også er blevet ramt af. Grønkål er det nye, hippe sort. Det er ikke bare super sundt og indeholder bunker vitaminer og mineraler og kan hæmme kræftceller. Det smager også lækkert !
Tjek bare Lines lækre, sunde boller med grønkål ud her (jeg lavede dem i går med kærnemælk - wauw !) eller hendes pandekager med grønkål ud her

Disse lækre grønkålschips / sprød og sund topping kan laves med bind for øjnene og en ovn. 

Ingredienser:
200 g. grønkål 
1/2 spsk. olivenolie
Lidt havsalt (pas på mængden, så det ikke bliver for salt - smag hellere til og tilføj til sidst)
Krydderier efter behov. Jeg brugte chiliflager og citron, men forsøg dig også frem med spidskommen, cayennepeber, etc. 

Så nemt er det: 

Køb en pose grønkål  'ready to eat' og hæld 200 g. i en skål. Ellers, rens grønkålen, fjern de groveste stilke, skyl kålen og dup den tør. Hældes i en skål, tilsæt olienolie og lidt havsalt (pas på med mængden), evt. lidt citron og andre krydderier. Læg kålen på en bageplade med bagepapir og bages i 150 g. i ca. 14-15 min. Vendes efter ca. 8 min. Spises straks eller opbevares i en bøtte, så de små chips ikke bliver til pulver. 

Sunde, sprøde grønkålschips med olivenolie, havsalt, chili og lidt citron. Fungerer perfekt som sund snack eller sprød topping til maden.

Syndige chokokaramel-snitter - et mix mellem Twix Mars og Bounty

Dette foto gør faktisk ikke disse karamelsnitter retfærdighed.
De er virkeligt to die for. 
Hvis du er vild med chokoladebarer som Twix, Mars og Bounty, vil du simpelthen elske disse karamelsnitter. Du vil muligvis også hade dem på samme tid, da de syndige snitter er så lækre, at du får lyst til at spise uforholdsmæssigt mange. Så er du advaret.

Selv om opskriften består af tre stadier, er den nem. Det sværeste er at vente på, at den afkøler, så du kan smage. Men bare rolig. Tålmodigheden bliver så rigeligt belønnet med denne lækre sag, og den bliver faktisk kun bedre af at blive lavet dagen før. Så kom straks i gang. Din søde tand vil ikke fortryde det. 

Bund:
125 g. smør
135 g. hvedemel
135 g. brun farin (kan evt. erstattes af rørsukker)
90 g. kokosmel

Karamel-lag:
1 dåse kondenseret mælk (400g)
3 spsk sirup
1 tsk havsalt
20 g. smør

Chokoladeovertræk:
150 g. mørk chokolade
1 lille spsk smør (for at chokoladen ikke knækker, når du skærer i den kolde kage)
Ca. 2 spsk. kokosolie (kan undlades men giver en lækker smag til chokoladen)

Tænd oven på 180 g. alm. ovn. Beklæd et lille fad med bagepapir. I en lille gryde smelter du smørret, blander med brun farin (eller rørsukker), hælder kokosmel og mel i og rører det sammen til en klæbrig masse. Tryk massen ned i dit fad og pres den jævn. Ind i ovnen, bages til den er lys brun på overfladen. Ca. 13 min. Den må ikke blive brændt.

Lav karamel-fyldet imens. Hæld dåsen med kondenseret mælk i en lille gryde med salt og smør. Det skal koge op under svag varme og konstant omrøring, så det bliver tykt (tager 5-10 min). Farven ændrer sig til lidt mørkere, når den karamelliseres. Pas på, at det ikke brænder på. Hæld massen over den forbagte bund og ind i ovnen igen i ca. 12 min., til massen er gylden og fast. Lad den stå og køle helt af, før chokoladeovertræk laves. 

Tag en lille gryde og smelt chokoladen i en skål ved vandbad (instruks til vandbad findes i opskriften på sunde Snickers-kugler her)
 eller smelt chokoladen direkte i gryden med kokosolie / smør. Smør det over karamelkagen og lad det stivne før servering. Gerne i køleskab til dagen efter. Skær kagen ud i små snitter, læg dem på et fad og server. Mmmm... !




torsdag den 26. november 2015

Boller med grønkål



Som alle ved (!) er grønkål det nye sort. Grønkål indeholder fibre, antioxidanter, B-, C- og K-vitamin, kalcium, zink, jern, jod og folat. Whats not to like? 

Her er en opskrift på nogle lækre grønkåls-boller. Så hvis man ikke lige er til smagen af grønkål, men gerne vil have alt det gode, så er det jo en genial ide at bage med grønkål (det smager nemlig ikke rigtig af så meget, når det er i bollerne). 

Ingredienser:
- 3 blade grønkål
-2 dl mælk
-50 g gær
- 2 æg
- 1 tsk salt
- 70 g margarine eller smør
- 100 g hvedemel
-100 g majsmel eller grahamsmel
- 100 g havregryn
- 100 g rugmel
-100g kerner (fx solsikkekerner eller græskarkerner)

Fremgangsmåde:
Margarine/smør smeltes og blandes med mælken. Når dette er afkølet, opløses gæren heri. Grønkål skylles, tørres og hakkes fint (stilkes bruges ikke).  Grømkål tilsættes gærblandingen, og de resterende ingredienser blandes i. Ælt godt igennem. Hæves som dej i 30 min, og som boller i 30 min. Bollerne kan pensles inden bagning med et sammenpisket æg eller mælk. Strøg evt græskarkerner over bollerne efter pensling.

Bages ca. 15 min ved 200 grader alm ovn.  



lørdag den 14. november 2015

Sunde pandekager med grønkål, avokado, banan, chiafrø og ingefær





Ingredienser:

- 4 æg
- 1 tsk bagepulver
- 1 banan
- 1 avokado
- 3 blade grønkål
- 1 tsk chia frø
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 spsk mel (brugte rugmel og grahamsmel)
- 1 knold ingefær
- kokosolie til stegning





Fremgangsmåde:
Mos en moden banan og en moden avokado. Hak grønkål og ingefær. Bland de resterende ingredienser med det moste og det hakkede. Steg pandekagerne i kokosolie. Vupti - super sunde pandekager.
Denne portion giver 6-8 pandekager.

onsdag den 11. november 2015

Red velvet kage (Halloween tema)



Så blev det jo halloween, og herhjemme hos os på Bryggen var der dækket op med uhyggelige edderkopper, spindelvæv og alt der nu hører til. Vi havde inviteret familien til halloween aften med  film, og så skal der jo selvfølgelig en (u)hyggelig halloween kage til! Denne kage er helt perfekt at lave sammen med børn, da selve kagen er utrolig let, og børnene synes, det er sjovt at pynte med figurer i fondant. Kagen er en Red Velvet kage - en amerikansk kage som oftes bliver lavet som cup cakes. Så det kan man også, hvis man synes, det er lettere. Jeg har så valgt at overtrække Red Velvet kagen med fondant og lave tilhørende figurer i fondant. 


Bunde (25 cm springform):
- 2 æg
- 150 g smør
- 2 spsk vaniljesukker
- 350 g mel
-1 tsk kakao
- 3 dl kærnemælk
-2 tsk hvidvinseddikie
- rød frugtfarve fra fx Dr. Oetker (farv efter hvor mørk du synes den skal være)
- 2 tsk bagepulver


Cream-cheese frosting:
- 400 g flormelis
-500 g philadelphia (neutral)
-250 g blødt smør
- 2 spsk vaniljesukker






Fremgangsmåde til bunde:

Æg, smør, vaniljesukker, kærnemælk og eddike piskes sammen til det er let og luftigt. Det må gerne skumme. Hvis du har en kitchen aid kan du nu tilføre de resterende ingredienser undtagen den røde frugt farve. Hvis du ikke har kitchen aid, så sigt i en anden skål mel, bagepulver og kakao og vend langsomt mel-blandingen med ægge-blandingen. Til sidst kan du tilføre dejen frugtfarve, og du rører undervejs enten med kitchen aid eller håndkraft så du opnår den ønskede farve. Lidt rød frugtfarve vil give en mere pink kage og jo mere farve du tilføre, desto mere dyb-rød bliver bundene. Jeg ville dog ikke selv tilføre mere end en bøtte frugtfarve til en enkelt kage. 

Husk at smøre springformen inden du fylder dejen i. Du kan evt klippe et stykke bagepapir ud, som du putter langs kanten af springformen. Bag nu bundene ved 200 grader (alm ovn) i ca 45 min (stik i kagen undervejs med en gaffel for at se om den er færdig). Kagen skal nu køles fuldstændig af, hver så springformen og del bunden i 2 eller 3 lige store bunde med fx en brødkniv. 

Fremgangsmåde til frosting

Pisk flødeost med smør til det er ensartet. Hefter tilsættes flormelis og der piskes igen. Der må ikke være smør-klumper i, dette kan afhjælpes ved at bruge blødt smør. 

Nu kan du bygge kagen. Rengør springformen helt. Kom en bund nederst i springformen, put et tykt lag frosting oven på bunden, put nu den anden bund oven på. Springformen fjernes og der kommes et tyndt lag frosting oven på kagen og ude på siderne. 



Nu er kagen færdig, du kan vælge at serverer den som den er, eller pynte den. Jeg har valgt at pynte kagen med fondant. Jeg laver altid selv min fondant. Men den kan altså også købes, hvilket også fungerer fint.


Til fondant skal du bruge:
- 15 store skumfiduser
- 2 spsk citronsaft
- 1 spsk solsikke olie
-ca. 400 g flormelis

Skumfiduser smeltet i mikroovn
skumfidusmassen røres sammen med flormelis
Smelt skumfiduser, citronsaft og olie over et vandbad eller smelt det i mikroovn hvor du tager skålen ud og rører rundt engang i mellem. Tag nu 300 g af flormelis og rør det sammen med skumfidus-massen. Tag 100 g flormelis på køkkenbordet (som er godt rengjort) og hæld skumfidusmassen på bordet. Ælt nu massen godt igennem. Den skal være helt glat og sammenhængene før den er færdig. Måske må du tilføje en smule mere flormelis hvis den er alt for klistret eller en lille bitte smule vand hvis den slet ikke hænger sammen. Man skal have tålmodighed når man arbejder med fondant. Det kan godt være lidt svært at ramme konsistensen første gang.


Når fondanten er glat og smidig så kom flormelis på bordet og rul fondanten ud. Hvis du vil have farvet fondant kan du enten farve fondanten med frugtfarve efter den er færdig. Hvis du ved at det hele skal have samme farve kan du også putte frugtfarven i lige efter du har smeltet skumfiduserne i vandbad eller i mikroovnen.

 Dæk kagen med fondanten og glat den ud ovenpå og ned langs kanterne. Bagefter kan man bruge en pizza-skærer til at skære det overflødige fondant væk. Du kan over gemme fondant. Det kan holde sig 2 mrd i køleskabet. 


Fondanten er lagt over red velvet kagen
Overflødigt fondant er skåret af med en pizza skærer

NU skal vi pynte kagen - denne gang er det halloween tema! Jeg startede med at lave spindelvæv ud af hvidt glasur. Glasur er påført med en hjemmelavet sprøjtepose af en platik-pose hvor der er klippet et lille hul yderst.

Isabella følger med i pyntning af kagen


Efter pyntning af kagen påføres flødeskum nederest med en sprøjtepose, så kanten af kagen dækkes.



Pynten blev til en edderkop, et spøgelse og en grav-sten - alt sammen lavet i hjemmelavet fondant farvet med frugtfarve fra Dr. Oetker.





TIP: Man kan pynte selve fadet med spindelvæv og edderkopper!


Så er kagen klar til gæsterne :)




søndag den 1. november 2015

Verdens bedste pebernødder - dem fra Lagkagehuset

Selv om datoen blot viser et par dage inde i november, mener vi her på Bagemani-bloggen, at det kun kan gå for langsomt med at kaste sig ud i julens bagværk. Og hvad er en mere perfekt måde at byde julen velkommen end disse fantastiske pebernødder, som er så lækre, at de seriøst bør bages året rundt.

- Det er jo verdens bedste pebernødder, som min kæreste begejstret udbrød med munden fuld.

Og jeg kan kun give ham ret.

Hele mit liv har jeg gået rundt i troen på, at pebernødder skal smage som de brune, temmelig kedelige versioner fra poserne i supermarkederne, der er så tørre, at de leder tankerne hen på sand i Sahara. Nu ved jeg heldigvis bedre. En pebernød kan faktisk være sprød, let og lækker med et underspillet touch af spændende krydderier. Lidt ligesom en sprød, let krydret smørkage i miniature-format (what's not to like ?!). Og så er de til og med super nemme at bage.

Jeg vil på ingen måde tage credit for denne genistreg. Opskriften florerer på nettet, efter at bager Ole Kristoffersen, der har grundlagt Lagkagehuset, på TV afslørede sin opskrift på perfekte pebernødder. Og jeg iler med at bringe den videre. Med respekt for mesteren har jeg dog tilladt mig at fordoble mængden af stødt ingefær og kardemomme. Men det er jo smag og behag.

Denne opskrift giver to bageplader med pebernødder, men du kan snildt fordoble mængden og enten fryse halvdelen af dejen, eller lave rub og stub og opbevare dem i en lufttæt dåse.

Ingredienser til Lagkagehusets pebernødder:

125 g smør (blødt)
125 g sukker
250 g mel
1/2 dl fløde
1/2 tsk stødt ingefær (jeg brugte 1 hel tsk)
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk hvid peber (fås i Kvickly, Føtex, etc)
1/2 tsk stødt kardemomme (jeg brugte 1 hel tsk)
1/2 natron
1/2 bagepulver

Sådan gør du: 
Rør dit bløde smør sammen med sukker. Jeg brugte en el-pisker. Tilsæt fløde og pisk en smule mere, indtil massen er samlet. I en anden skål blander du mel med alle de andre tørre ting. Hæld (eller endnu bedre sigt) mel-krydderiblandingen i smør-sukker-fløde-massen. Melet skal hældes i eller sigtes i lidt ad gangen, indtil det bliver til en dej. Hvis du har tid, kan du sætte skålen i køleskabet 1/2 times tid, så dejen bliver lidt hård at arbejde med, men ikke strengt nødvendigt.



Nu skal du rulle dejen i lange pølser med en tykkelse som en pegefinger. Skær den i små 1 cm-bidder.








Brug to fingre til at presse toppen mod hinanden som en lille trekant eller hustag.


Fordel pebernødderne på bagepapir på to bageplader.




Bages en plade ad gangen på 200 grader alm. ovn i ca. 10 min., til de er let gyldne.

Tag dem ud af ovnen og læg dem på en rist, så de køler af og bliver helt faste og sprøde. Velbekomme og god jul.


Smukke, lækre og sprøde hjemmebagte pebernødder er en perfekt værtindegave til julesammenkomster. 




søndag den 25. oktober 2015

Uovertrufne cookies med choko og nødder - Advarsel: Stærkt vanedannende

Disse cookies bør og skal forsynes med en advarsel. For når du først har bagt og smagt, bliver dine tanker jævnligt ved med at kredse om dem i lang tid derefter. Muligvis for evigt (trust me).

Det er både smag, konsistens, udseende og duft, der er lige i skabet. De er intet mindre end perfekte.

De lækre cookies blev lavet, da mødregruppen kom på besøg, og selv de mest inkarnerede cookie-eksperter i gruppen var henrykte over resultatet. Min skønne blog-buddy Line, der klart er bageeksperten af os to, hævder, at hendes mand indrømmede, at han bedre kunne lide mine cookies end hendes (det tror jeg dog ikke helt på).

Men det største kompliment fik jeg af min kæreste, som gav mig et direkte forbud mod nogensinde at bage dem igen, når han er hjemme. Han forsøger ihærdigt at holde den slanke linje, hvilket er totalt umuligt, hvis de lækre, sprøde og meget velduftende cookies befinder sig i lejligheden.

Jeg lavede i øvrigt dejen, delte den op i to, lavede den ene ladning med 8 store cookies til det første hold gæster og stillede den anden i køleskabet til dagen efter, hvor jeg havde til 7 store cookies. Så havde jeg nybagte cookies to dage i træk uden de store anstrengelser.

OBS. De kan snildt holde sig flere uger i lufttæt pakning, hvis man vel at mærke kan lade være med at spise dem.


Ingredienser til 15-16 store cookies (ca. 8 per bageplade)

50 g hasselnødder, hakkede
100 g chokolade efter smag. Jeg brugte mørk chokolade 55 %
120 g sukker
140 g smør
140 g farin
1 æg
240 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk havsalt
1/2 tsk natron
1/2 tsk vaniliesukker






Sådan gør du: 

Tag en skål og rør smør, farin og sukker sammen.
Tilsæt dit æg og rør massen sammen (ikke for voldsomt).Tag en anden skål og rør bagepulver og havsalt sammen med mel. Det hele skal tilsættes lidt efter lidt i den første skål med smør-sukker-blandingen.
Hak nødder og chokolade og bland det grundigt i massen. Ind i køleskabet med dejen i 1-2 timer, eller til dagen efter.

Tænd ovnen på 170 grader varmluft eller 180 alm. ovn. Tag en køkkenvægt og del dejen i ca. 15 stykker af 50 gram. Jeg vejede faktisk hver kugle for at sikre mig, at de blev ca. 50 g hver.


Læg 8 kugler på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal være afstand imellem, da de skal have plads til at flyde ud til en rund cookie, hvilket de gør af sig selv i ovnen (se foto tv).

Bag cookies i 15 min. (ikke længere).

Tag dem ud, vent 5 min. på, at de sætter sig. Læg dem så å en bagerist, så de kan køle af og blive helt faste i konsistensen. 10-15 min. efter er de klar. Og de er lige så uovertrufne dagen efter. Enjoy !

Jeg delte dejen op i to portioner, lavede de første 8 cookies straks og gemte den anden portion dej i køleskab til dagen efter, hvor der blev til 7 cookies. De blev nærmest endnu bedre efter en nat på køl. 


onsdag den 21. oktober 2015

Grove, fedtfattige hvidløgsflute


Min veninde inviterede mig på middag i går aftes og bad mig om kun at medbringe baby og flute til maden. Og for en bagemanisk nybegynder som jeg var det blot endnu en kærkommen lejlighed til at give sig i kast med en ny, spændende (og nem) bageprøvelse:

Grove hvidløgsflutes, der tilmed er fedtfattige.

De blev en kæmpe succes, smagfulde, duftende og sprøde. Både min veninde, min kæreste og min søster er nu blevet fodret med de hjemmebagte hvidløgsflute, og de er alle begejstrede.

Normalt er hvidløgsflute jo temmelig fedende, da de består af smør og hvidløg. Men da jeg havde en rest fedtfattig hytteost stående i køleskabet efter en portion proteinpandekager (tjek dem ud her) valgte jeg at lave en udgave, der er super fedtfattig, da 'smørret' består af hytteost 1,5 % fedt og en lille smule god olivenolie.

Dejen består af en stor mængde rugmel og hvedemel, men hvis du foretrækker rent hvedemel, kan du bare droppe rugmelet.

Jeg lavede 4 små hvidløgsflutes ud af dejen, men du kan også sagtens lave 2 store flutes, eller fordoble portionen og fryse de færdige flutes ned.

Grove hvidløgsflutes - 4 styks

20 g gær

2 1/2 dl (250 ml) lunkent vand
100 g rugmel 
200 g hvedemel (held mere i, hvis dejen er alt for klistret)
1 tsk salt

Indmad: 
1/4 dl olivenolie
1 dl hytteost
2-3 fed hvidløg
(krydderier efter smag. Jeg brugte oregano og salt, men en ide kunne også være chili, rosmarin, soltørrede tomater). 

Sådan gør du (meget nemt):

Hæld lunkent vand i en stor skål, rør gæren ud. Hæld rugmel og hvedemel i lidt ad gangen. Dejen skal være lidt klistret pga. rugmel, men tilføj lidt ekstra hvedemel, hvis dejen er alt for klistret. Hæld salt i, ælt dejen og lad den hæve, gerne min. 1 time (hvis du kun har 30 min, kan du bruge lidt mere gær).

Pres hvidløg i en skål med hytteost, olivenolie og tilsæt ellers lidt krydderier, hvis du har lyst.

Tag dejen og del den i to store eller fire små boller og rul hver bolle ud til en aflang firkant.
Mine flutes bærer en smule præg af, at jeg aldrig har formet flutes før.

Fordel fyldet på hvert stykke og rul dejen sammen til et flute. Husk at lukke enderne godt. Lad dine flutes efterhæve i ca. 30-50 min. Rids dine flutes på skrå med en kniv og bag dem i en alm. ovn på 220 g. i ca. 20 min, eller til de er blevet gyldne på overfladen. Tages ud og køles af på en rist.



Dine hvidløgsflutes kan sagtens fryses efter nedkøling. Velbekomme !



tirsdag den 20. oktober 2015

Pizzadej (nem og næsten sund)




Nogle gange får man bare sådan en ustyrlig lyst til pizza, men ofte tænker man både, at det er usundt, og at man måske bør bruge nogle af de ting, som man har i køleskabet. Hvis du slet ikke kender til ovenstående, så er dette blog-indlæg måske ikke noget for dig - MEN kender du lige præcis til ovenstående, så kan det være, du skal prøve at lave din egen pizza med en hjemmelavet, sund og lækker bund - og så må du jo selv om, hvad der skal ovenpå. 




Opskriften på bunden er således:
- 25 g gær
- 100 g rugmel
- 100 g grahamsmel
-300 g hvedemel
- 2,5 dl lunt vand
-2 dl olivenolie
- lidt salt

Vand og gær blandes så gæren opløses. Resten af ingredienserne blandes sammen. Ælt dejen godt igennem, skær et kryds i dejen, drys lidt mel over, og stil dejen til hævning i 1 time et lunt sted.
Rul dejen ud. Hvis du ruller dejen tyndt ud, bliver den mere sprød. Fyld den med dit ynglings pizza fyld :o)
TIP: Du kan komme lidt tomat-pasta nederst og fylde på med løg, hvidløg, søde kartofler, mozarella og pesto. 
Put pizzaen i ovnen 200 grader alm ovn i 20 min. Der er nok mad i denne opskrift til 2 personer.


mandag den 19. oktober 2015

Delikat brownie med to slags nødder

En efterårs-eftermiddag er lig med sofahygge og en god kop te eller kaffe. Og man kan jo næsten ikke nå at sige 'varm drik', uden at der sniger sig en form for kage med i tankerne.

Med et par mislykkede, fedtfattige og 'ih åh så sunde' kager frisk i erindringen besluttede jeg mig i sidste uge for at gå all-in. Væk med Stevia, sødemidler, græsk yoghurt 0 % - og ind med masser af god chokolade og nødder. Behøver jeg sige, at min brownie blev himmelsk ?

Den var ovenikøbet så smagfuld, at jeg ikke havde det sædvanlige behov for at tømme hele fadet, så jeg frøs halvdelen ned og serverede den optøede kage for en veninde i går. Og den var lige så god som frisklavet !

Jeg har ladet mig inspirere af både Mette Blomsterbergs og Meyers brownies, men har tilladt mig at lave en fusion af de to - og resultatet blev lækkert og delikat, både for mund og øjne, da de to typer nødder er smukke i kagen. 




Brownie - Ca. 15 styks, alt efter hvordan man skærer. Den er intens i smagen, så et lille stykke er nok (yeah right - som om).

90 g valnøddekerner (gem de sidste ti gram i posen til pynt)
150 g mørk chokolade (jeg brugte 50g 70 % + 100 g 55% mørk - men det er smag og behag)
80 g smør
3 æg
80 g sukker
25 g hele pistaciekerner, usaltede (købte dem i Irma)
1 spsk kakaopulver (kan undlades)
¼ tsk. bagepulver
¼ tsk. havsalt
50 g hvedemel
Lille ovnfast fad ca. 15x25 cm

Sådan gør du:
Hak valnødderne groft, gem lidt til drys på brownien. Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad (gryde med vand og skål henover ved svag varme) med smør, eller i en lille gryde, hvis vandbad virker uoverskueligt. 

I en skål kommer du sukker og æg og pisker med en elpisker. Konsistensen skal være tyk æggesnaps, men endelig ikke for luftigt. Hæld det smeltede chokosmør ned i skålen til æggesnapsen og vend det forsigtigt. Nu tager du og sigter hvedemel ned i skålen med bagepulver, kakao og til sidst salt. Rør dejen. 
Tilsæt de hakkede valnødder samt de hele, usaltede pistaciekerner.

I dit lille ovnfaste fad lægger du bagepapir, der dækker bund og sider. Så tager du din brownie-masse og hælder den i fadet. Drys de sidste hakkede valnødder over som pynt. Lad kagen hvile ca. 30 min., mens du tænder ovnen. Bag den i 35-40 min. på 170 g. varmluft. 

OBS. Der skal stadig sidde en lillesmule dej på kniven, når du til sidst tester, om den er klar. 

Lad kagen køle af - og gerne til dagen efter, hvor den stadig er super god - måske endda bedre !  

Ifølge Claus Meyer holder brownies som disse 2-3 uger i køleskab. Så lang tid ville de dog aldrig kunne ligge uberørt hos os (er det overhovedet menneskeligt muligt ?!), men til gengæld smager de fantastisk optøet efter en tur i fryseren. 
En lækker detalje er både de hakkede valnødder samt hele pistaciekerner, der giver kagen et delikat touch.