Vennerne

Vennerne
Line er mor til Isabella og bor sammen med sin mand Christian. Line har bagt i mange år, så hvis man leder efter en udfordring på kager, skal man klart tjekke hendes opskrifter ud. Hendes næste mål er en perfekt fondant. Rikke er mor til Maya Mi og bor sammen med sin kæreste Jesper. Rikke havde aldrig bagt, før hun på barsel pludselig blev ramt af en ustyrlig trang. Hvis man er på udkig efter lækre, men nemme opskrifter, så er det stedet.

lørdag den 10. oktober 2015

Frisk skyrkage med blåbær og Bastogne-bund

Hvis du elsker cheesekage, men ikke kan overskue at give dig i kast med husblas (kender følelsen), er denne opskrift perfekt. Nem, frisk, lækker og lidt syrlig - og ikke så fedende som andre lignende kager, da den laves med skyr.



Ideen til kagen opstod en dag i sensommeren, da jeg fik besøg af min svigermor. Det skal lige siges, at jeg har været så heldig at stå forrest i køen, da der blev uddelt svigermødre, for min er ret fantastisk. Ikke blot fordi hun har fået og opdraget en dejlig søn, men fordi hun er en varm, sjov, skarp, hjælpsom og klog kvinde, som jeg kan hænge ud med som en veninde. Og så vil hun endda passe vores baby næste år, indtil vi kan få vuggestueplads !

I hendes have er der fri adgang til friske figner, vindruer, blåbær og æbler, og hun har altid en favnfuld bær med til os, når hun kommer forbi. Derfor havde vi denne dag en stor boks med friske blåbær i køleskabet, som jeg ville bruge i kagen. Samtidig elsker hun Bastognekiks,  og dermed opstod denne opskrift, som jeg slet og ret har døbt 'Bolette-kagen' efter hende.

Det eneste, kagen kræver, er at blive lavet 2-4 timer før brug (4 t. er helt klart at foretrække). En superlækker og frisk kage, der minder meget om cheesekage, og som er frisk, sød med et syrligt touch. Jeg behøver næsten ikke sige, at den modtaget med stor begejstring af hovedpersonen.


Ingredienser:

500 g. vanilieskyr
1 pakke Bastogne-kiks
50 g. smør
1/4 liter piskefløde
1/2 til et helt glas Blåbærmarmelade (kommer an på størrelsen) - jeg brugte et lille glas øko
Lime - jeg brugte øko. Kan erstattes af øko-citron
friske blåbær til pynt

Remedier: En springform og 2-4 timer i køleskabet, før kagen spises.
Tip: Den er bedst på selve dagen, da bunden godt kan blive lidt blød dagen efter. Blåbær kan selvfølgelig erstattes af alle andre slags bær eller frugt.

Sådan gør du: Start i god tid, inden gæsterne ankommer.
Hvis du ikke har en foodprocessor kan du smadre Bastogne-kiksene ved at putte dem i en pose og hamre løs med en kagerulle. De skal ikke være helt fintblendede, men mere 'grovhakkede'. Smelt smørret i mikroovnen og bland det med kikse-smuldret. Tag en springform og tryk massen ned i bunden og stil omgående på køl.
Tag en skål og pisk fløden til flødeskum og mix det forsigtigt sammen med skyren. Pres limesaften (eller lidt citron) ned i blandingen for at give den en syrlig kant. Hvis øko, så riv gerne lidt limeskal til pynt.

Tag nu din springform ud af købeskabet, smør bastognebunden med marmeladen (vær ikke fedtet - hvis 1/2 glas ikke rækker, brug lidt mere). Fordel nu skyr-flødeblandingen forsigtigt over den blåbær-smurte bund og pynt med frisk frugt og evt. revet lime/citronskal. Sæt på køl igen, min. 2 timer, helst 3-4 timer. Server straks med en kop kaffe eller te.
Skyrkagen har jeg døbt 'Bolette-kagen' efter min svigermor, som elsker blåbær og Bastogne-kiks. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar